Efteråret er tid til at samle, høste og plukke. På Oldemorstoft blev der både lavet æblesaft og kartet uld. Og så kom de første hjemmelavede julegaver vist i hus.
Bov: Museet Oldemorstoft i Bov er en sand skatkiste for børn på efterårsferie. Igen i år havde museet nemlig inviteret børn med forældre og bedsteforældre til et par dage fyldt med aktiviteter og sysler.
- Med nogle af de ting, der nu hører efteråret til - alt det, man kan samle, høste og plukke, lød det fra museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff.
Ni forskellige aktiviteter havde museets medarbejdere og frivillige sørget for - bl. a. kartoffeltryk, fremstilling af små dyr og væsener af kastanjer og tændstikker.
Desuden var der mulighed for at karte og spinde uld.
Det havde syv-årige Lærke Dorow i hvert fald prøvet før.
- Jeg kan også strikke, fortæller hun.
Gang i æblepressen
Allerede i gårdspladsen var der travlhed med at lave æblemost.
Fire-årige Max Emil måtte lægge alle kræfter i for at dreje på håndtaget til æblekværnen - under opsyn af mor og morfar.
- Ja - det er utroligt . . . Nu har jeg boet i Kollund siden 1970. Og det er først anden gang, at jeg er på Oldemorstoft. Det er jo egentlig for dårligt, lød det fra morfar Bent Eskildsen, der ikke var meget for at bekende sine manglende besøg.
- Vi rejser ud i verden for at opleve - men glemmer derved de nære ting. Det er et rigtigt godt initiativ, som Oldemorstoft har stablet på benene, roste han museets tiltag.
Og imens blev æblestykkerne lagt over i pressen, hvorefter saften løb ned i skålen til en smagsprøve.
Ligeledes i gårdspladsen kunne der skæres og udhules græskar efter alle kunstens regler. Aktiviteten er henlagt til det fri, fordi det godt kan grise lidt.
Marcus på 8 år havde i hvert fald fået et lille forklæde på, så han undgik at få saft, kød og kerner ud over sit tøj.
I træ-værkstedet blev der både hamret, skruet og savet. Og snittet.
- Det er en ny aktivitet, som har vist sig at være temmelig populær, forklarede museumsinspektøren.
Mens Mikkel Juhl Simonsen under kyndig vejledning af Hans Jørgen Ernst var i gang med at fremstille en redekasse, havde hans søster Sara lagt al energi i to lysholdere i træ, der godt kunne gå hen og blive til en julegave.
- Det er en rigtig fin aktivitet, lød det fra faderen Gorm Simonsen, der i baggrunden fulgte med i børnenes håndværk.