En af mine døtre flyttede for tre år siden til det ydre Nørrebro for at uddanne sig i storbyen. Hun flyttede ind på 3. sal og nød i den grad anonymiteten, farten og den aldrig sovende by. Efter et par måneder var der dog noget der manglede . . .

Hvem var naboerne i opgangen mon? Hun fandt på at lægge små julemænd ved døren hos alle i opgangen. Pludselig skete det forunderlige - de begyndte at snakke sammen. Allerførst skulle julemandsgåden jo løses selvfølgelig. Herefter begyndte enkelte nu og da at drikke en kop te sammen eller låne en ekstra stol eller en kop mel hos hinanden. Skulle der laves en lille grillfest i gården til foråret? Neeej, for hvem skulle iværksætte den og hvorfor egentlig?

Efter nogen tid ebbede det ellers spirende nabosammenhold stille og roligt ud.

Hvordan står det så til i landkants Danmark med sammenholdet?

Her hvor vi har udsyn til marker, skov og hav. Nogle steder lukker byerne ned og rækken af huse langs landevejen står spøgelsestomme hen. I andre områder er det skolen, kirken, idrætsforeningen, forsamlingshuset, eller andet, der er omdrejningspunkt for sammenholdet. Landsbyerne blomstrer her.

Bag ethvert velfungerende sammenhold findes der ildsjæle. Mennesker der brænder for og har mærket den store værdi i at lave noget sammen med og for andre. Nogle elsker at være førerhund eller fyrtårn, der kæmper, også når det går op ad bakke. Andre trives med at være vandbærerne.

Det jeg tror tæller aller mest, når vi i landkants Danmark og i de små samfund ikke bare vil overleve - men leve og trives, er respekten for den enkeltes indsats for at nå målet. Vi skal huske at anerkende, at hver lille som stor indsats er lige vigtig. Medejerskabet er helt essentiel.

I Holbøl hvor jeg jo bor, har vi næsten lagt sidste hånd på det store nybyggeri af en Multihal.

Og jo - det har da også ind imellem været en ujævn vej op ad bakke med masser af sten på vejen, der skulle flyttes eller anlægges stier udenom.

Vi havde her en førerhund, der havde energi og viljen til at klatre forrest, men vi har da i allerhøjeste grad haft utallige og helt uundværlige vandbærere med under hele turen. Uden alle de entusiastiske hjælpere, støtter - moralske som praktiske - havde vi jo aldrig nået målet.

Nu nærmer næste skridt sig - vedligeholdet. Det er her der igen kan vise sig udfordringer. Var der nogen der brændte ud undervejs? Står andre med vedligeholdsentusiasme klar i kulissen til at drive projektet godt videre? Jeg er nu ikke bekymret.